Undskyld, jeg arbejder på det

Sweet Constructed Intimacy Experience


⭐⭐⭐⭐

“Inden I går ind, vil vi bede jer om at tage jeres sko af og sætte dem indenfor døren.” På strømpesokker bevæger jeg mig ind i det blåt og sparsomt belyste rum. Der sidder en kvinde i midten af en lysende cirkel. Der er plads til os alle omkring cirklen. På gulvet lige foran mine fødder ligger en lille fingersensor. “Put me on a finger”, stå der på den. Jeg gør som der står. På strømpesokker og med en fingersensor på bliver jeg herefter suget ind i en slags intimitetsritual, der på en mærkelig måde er forbundet til mig, til resten af publikum og til danser og koreograf  og kunstnerisk leder af Nordic Beasts, Noora Hannula, der står scenen sammen med  musiker og komponist Ida Duelund . Vi er alle bundet sammen fysisk og digitalt på én og samme tid.

De to aktører er iklædt futuristiske dragter der lyser og blinker i takt med vores sensorer og deres øjne er store og mørke og robotagtige. De guider os igennem oplevelsen, helt tæt på, men trygt. I starten anråbes alle publikummer forsigtigt med deres personlige lys, forbundet til fingersensoren, men snart har lyscirklen sit eget liv, der er forbundet med aktørernes dragter.

Der er noget skønt poetisk og uhøjtideligt over Noora Hannulas, bevægelser på én gang menneskelige og stakkerede som en AI, der ikke kan andet end det hun er programmeret til. Ida Duelunds ledsagende musik og lydeffekter løfter det hele til et overnaturligt mytisk niveau, som er svært at få greb om, men som man må overgive sig til mens man mærker det i brystkassen. Man bliver opslugt, betaget, inddraget.

Kan vi være digtialt og fysisk til stede samtidig? Udelukker det ene det andet, kan det kombineres – og skal det kombineres? Vi er jo hele tiden både fysisk og digitalt til stede. Ikke altid på samme sted, som nu i aften, men ofte digitalt ét sted og fysisk et andet. Forestillingen tager ikke stilling, men der er en speciel følelse over at sidde sammen med andre publikummer i en rituel cirkel og se dette uforståelige, morsomme og smukke ritual udfolde sig. Man forventer næsten, at blive lukket ud i en scifi verden efter endt forestilling. Men det er bare skuespilhusets foyer vi bliver lukket ud i, hvor jeg hurtigt fisker min telefon op af lommen for at se hvad der er sket ude i verden i den time jeg har været væk fra den.

Forestilingen kan ses af alle, der lytter med åbne sanser. Selv min teaternysgerrige søn på 10, ville have syntes om denne oplevelse. Du kan lige præcis nå det endnu.

Læs mere om sweet constructed intimacy experience her.

Fotos: The Nordic Beasts hjemmeside.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Undskyld, jeg arbejder på det