Heroin

📸: Emilia Therese

Follow my blog with Bloglovin

Heroin på Zangenbergs teater. Spiller til 14/11 – 2020.

‘Det er første gang jeg ser dig spise andet end sæd’, er en af de replikker, der hænger fast i
mit hoved, da jeg træder ud på gaden foran Zangenbergs teater efter premieren på “Heroin” igår
aftes. En historie om to mænd, der på fatal vis tiltrækkes af hinanden, men som også ender med at
tilintetgøre hinanden. Zangenbergs lille teatersal er fyldt i aften og vi krøller os sammen på de små
tilskuerbænke, der absolut ikke er lavet til voksne menneskers lange ben. Men det er ligemeget, for
der går ikke længe før jeg er draget ind i historien og glemmer mine ømme ben.

📸: Emilia Therese

På scenen står skuespillerne Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen. Eller de sidder og
ligger faktisk da vi kommer ind i salen. Der går et øjeblik før jeg opdager dem. Scenografien af
Nine Helledie, består kun af nogle sorte sten på gulvet. Det ligner det man laver elastisk gulv på
legepladser af, eller asfalt inden det bliver varmet op. Det hænger fast på skuespillerne, lidt ligesom
de to mænd Martin og Marcus hænger fast i hinanden. En telefon ringer og historien om forholdet
åbner sig langsomt. Det er gået galt – helt galt.

📸: Emilia Therese

Magnues Iuel Berg leverer i vanlig sikker stil ord der strømmer ud af munden på
skuespillerne som om de fandt på dem på stedet. “Sagde han virkelig det?”, tænker jeg flere gange
undervejs. Sproget er råt og nutidigt og replikskiftene hurtige og komprimerede. Berg er, i mine øjne, den mest interessante dramatiker vi har i Danmark i øjeblikket og jeg glæder mig til at se
meget mere fra hans hånd i fremtiden.

Historien er bygget op som små nedsalg over en årrække. Skuespillerne skifter dygtigt
mellem at tale til publikum og til hinanden. Det går stærkt, særligt de første 15 minutter af
forestillingen hvor de to karakterer ikke foretager sig meget andet end at knalde. De knalder foran
os, rundt om os – på et tidspunkt forlader de sågar scenen og lader os sidde alene i mørket, mens der
rytmisk bliver banket på døre og vægge, akkompagneret af højlydt stønnen. Jeg tror endda de er helt ude på gaden og slå på ruderne ind til teatret. Jeg skal være ærlig at sige at mine tæer krummer sig lidt sammen under denne seance og jeg tænker: “Jaja – de knalder – MEGET – vi har forstået det!”. Men instruktør Johan Sarauw lader dem lige køre en ekstra mil ud af dét spor og det virker, for det danner en god bund for den uundgåelige katastrofe der om lidt udspiller sig for vores øjne.

📸: Emilia Therese

For Marcus – eller er det Martin – snart har jeg svært ved at kende forskel på de to mænd –
kan ikke finde ud af at være monogam og han vil i øvrigt ikke have børn, men det vil Martin gerne
og selvom de elsker hinanden “til enden af universet”, så kan de bare ikke finde ud af at være
sammen – men de kan heller ikke det modsatte. Til slut spoler vi tilbage til start, nærmest helt
bogstaveligt og måske, måske ikke, gentager historien sig – i det uendelige (?), for selvom de ikke
kan være sammen, vil de gerne og heri ligger deres nemesis.

📸: Emilia Therese

Jeg er ekstremt begejstret for det jeg har set, men det er en forestilling, hvor man skal vælge
den rigtige ledsager at have med. Se den med din veninde, din kæreste eller måske bare alene? Se
den hvis du vil se skuespillere i topform, se fremragende ny dansk dramatik, hvis du vil provokeres, se den hvis du elsker teater! Her er der virkelig noget intensitet at komme efter! Forestillingen spiller til 14/11, så hvis du er hurtig kan du lige nå at hapse en billet.

Ps – jeg kan anbefale de bagerste publikumsrækker, hvor der er rygstøtte!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg